Bedre træning end et race findes ikke (DustCup afd. 5)
Hvad er bedre end en onsdag – det betyder tid til at mødes til et lille race. Der skulle afholdes DustCup afd. 5 på selvsamme rute vi tidligere i maj måned havde kørt H12 på. Denne gang kørte vi ruten baglæns, og tror ligesom til alle andre afdelinger at der var lagt i ovnen til en hård omgang.
Mødte for en gangs skyld op i god tid. Tid nok til at nå hele vejen rundt på ruten, og samtidig nå til et start. Et lille stunt jeg tryllede med sidste gang, og som jeg stadig hører for:-) Ruten var hård ingen tvivl om det. Ikke synderlig teknisk, faktisk kun et sted hvor der lå et kæmpe træ der var væltet, og som man sagtens med lidt snilde kunne køre. Udover det bestod ruten af større stier hvor man kunne holde høj fart, men de 4 gange man passerede “kælkebakken” gjorde sit til at holde tempoet nede. Åbenbart ikke nok:-)
For første gang i den tid jeg har været med til Dust løbene tror jeg at vi denne gang havde verdens breddeste startstreg. Mindst 20m bred, så det var bare med at komme afsted inden man blev lukket inde. Som sagt så gjort. På en eller anden måde havde jeg lige klikket i med begge fødder da starten går, så jeg bliver ihvertfald ikke lukket inde:-) Det gjorde mange andre.
Ligesom mange andre løb så havde jeg gjort lidt ud af forberedelserne til dette løb. Ovenpå en del skuffende præstationer her den seneste tid følte jeg det var tid til en succes oplevelse, og mon ikke den skulle komme idag. Starten gik ihvertfald efter planen. 300m efter start kører man direkte ind på rutens hårdeste stigning, og der blev hurtigt skilt ud i feltet.
Jonas P, Jessing, og jeg fik hurtigt et lille hul på 15-20sek, og det holdte lige indtil Jonas styrter. Han mister sine briller, og beslutter sig for at vende om for at finde dem inden de bliver kørt over af 300+ ryttere. Forståeligt nok, de er vist dyre. Vi så desværre ikke mere til superdrengen, men rygtet gik at han kørte sig op i feltet igen, men fik så defekt. Det sker for selv den bedste, kom igen champ.

Foto: Noppenau (Hvem vil ikke være misundelige på vores nye Team tøj?:-)
Jessing ligger et stykke tid med mig på hjul, men må slippe sivet da han lige er de procent hurtigere. Til gengæld får vi i front selskab af en lynhurtig Jens G fra HMTBK, også en ny mand i front Morten L fra DMK. Jens og Jessing kører væk, og Morten og jeg ligger længe sammen.
Vi skiftedes til at tage føringer, og Morten er hurtig på bakkerne, men føler godt jeg kan sidde med selvom man begynder at blive træt. Nu er der gået ca. en times tid efter start, og det er et kritisk tidspunkt i alle Dust løbene. Her begynder man virkelig at kunne mærke trafikken, og det er ens for alle. Selvom jeg til tider følte det kun lige ramte mig. Hver gang vi havde kørt op af bakke og jeg skulle lukke hullet kostede det lige nogle ekstra sek da jeg som regelt altid mistede terræn fordi jeg blev “fanget” af langsommere ryttere vi overhalte med en omgang. Sådan er gamet, men derfor kan det stadig være furstrende at se sin modstander forsvinde i horisonten, mens man selv hænger i bremsen.
Dette kan skabe nogle rigtig, rigtig dumme situationer, men kan med ro i sjælen skrive at jeg på intet tidspunkt hverken igår, eller i andre løb har råbet ukvemsord af nogen pga. en overhaling eller lignende. Vil dog medgive at når pulsen er i det røde felt, og tingene ikke lige går som de skulle, så kan det være svært at holde hovedet koldt. Alt dette har medført en møg lang debat på mtb.dk hvor det ind i mellem tolkes som om det er Team T-Bikes der skal lynches. Måske er folk misundelige på vores nye seje tøj:-) (tvivler), men bare lige for en god ordens skyld så har jeg også hørt andre folk i front som ikke tilhører T-Bikes snakke med store ord, og sågar også folk som bliver “lappede” lige give deres besyv med på vejen. Skal ikke være bussemand, og gider ikke indgå i debatten som mere og mere minder om mudderkastning.
Tilbage til ræset. Bliver 2 gange distanceret pga. for meget trafik på ruten, og kan derfor køre i mål få sek. efter nr. 3. Alt i alt tilfreds da hver gang jeg bliver “klemt” inde går helt ned i tempo, og derfor ikke har mulighed for at køre med om kampen på podiet. Jessing tager 2. plads, og en suveræn Jens G vinder hans 2. dust løb. FLOT.

Foto: Noppenau
Resten af Teamet følger efter i top 10, så endnu engang sidder vi godt med fremme. Resultater kan findes på www.evensts4u.dk, og måske er det fordi vi er så synlige, eller vores skuldre er så brede mange mener at vi kan bære skylden for skøre overhalinger, heldigvis er det ikke alle der deler den opfattelse. Tak.
Så står den på træning op til søndag hvor vi tager til århus og kører DCU løb. Et løb hvor man gerne må overhale.
Casper Saltoft
1 kommentar »
RSS af kommentarer til dette indlæg.
Har forsoegt at laese lidt af debatten paa mtb.dk… Der er gode pointer fra mange sider.
Jo bedre du bliver, jo oftere optraeder du som rollemodel for andre. Det forpligter. Men respekt for andre maa altid vaere udgangspunktet. Haaber du formaar at holde den gode tone til loebene. Ses!
Kommentar af Morten — 28. juni 2008 #