Marathon DM i Århus
En måneds tid efter XC DM blev afholdt i Ålborg, skulle Danmarks hurtigste på Marathon distancen nu findes. Et løb der skiller sig en del ud fra Cross Country løb da distancen er betydelig længere, flere højdemeter, og deriblandt en del taktiske overvejelser da det som regelt aldrig kan betale sig at ligge alene når man kører over 100km. Derfor var det med lidt skepsis jeg for første gang skulle bede skeer med sådan et løb. Forventningerne var en Top10 placering, men meget kunne gå galt.
Mikkel og jeg var taget til Århus om lørdagen, og T-Bikes havde booket luksus hytter på en campingplads lige ved siden af startområdet. Så tidligt i forberedelsen var den første taktiske overvejelse godkendt. Vi ankom om eftermiddagen, og spiste aftensmad med Mads og hans familie, Jonas og farmand, Lauritsen, og Benjamin. Smadder hyggeligt.
Starten gik søndag morgen kl. 11, og hele lørdagen havde gået med at tune cykler, en lille rulletur ned for at hente numre, og skrive sig ind samt et lille kig på ruten. Alt så ud til at være iorden. Dækkene jeg havde valgt startede med at se fornuftige ud, men undervejs i løbet søndag ville jeg nok have valgt anderledes:-)
Afgang fra campingplads med fyldte maver, og dunke søndag morgen kl. 10.15 og opvarmingen foregik på vej ned til start. Super timet kommer vi til start 15min før, smider lige overtøjet og stiller os klar. I et løb som er så langt som det vi skulle køre drejer det sig om at holde sig til fadet i starten. Bliver man sat tidligt i løbet har man MEGET svært ved at komme igen, og lykkedes det kan det være man har brugt for mange kræfter som man skal betale tilbage sidst på ruten. Mit mål var for alt i verden at sidde med i front, også se hvordan løbet udviklede sig derfra. Som sagt så gjort. Starten foregik de første 3km med Master start dvs. man ligger bag en bil, indtil løbet bliver givet frit. Det gjorde det på vej op af en stigning, og det så egentligt meget godt ud for mig. Kører ud på første omgang blandt de 10-12 første, men så går det galt første gang. Der bliver lavet et venstresving, også snævrer vejen ind. Det betyder at os der ligger i midten af feltet bliver overhalet af folk som bare kommer op på siden fordi trafikken derude går hurtigere end midt i feltet. Så allerede på vej op af den første lange stigning skal man bruge for mange kræfter på overhalinger. Om jeg bare er dårlig til at placere mig, eller var en smule uheldig 3-4 gange ved jeg ikke, men den dårlige rytme jeg er kommet ind i fortsætter. Må hele tiden ligge og lukke huller, og det koster. Det ved jeg godt derude, men vil ikke risikere at blive sat fra start.
Ud på 2. omgang har jeg fundet sammen med Johnni fra teamet, og vi ligger i en 4-mands gruppe. Tror begge vi ved vi er de stærkeste, men derfor gælder det ikke bare om at trække de 3 andre rundt på ruten. Der skiftes til at trække, kun lige en Rivette rytter springer over. Ved ikke om han var bange for at komme til at køre sine holdkammerater ind, måske han bare allerede var træt på det tidspunkt.
Undervejs i løbet sidder jeg flere gange og fortryder mit dækvalg da der var betydeligt mere mudder end jeg og nok også havde regnet med. Bedre bliver det ikke da det efter nogle timer begynder at regne, også bliver der for alvor mudret. Sidst i løbet er det næsten umuligt at køre de sidste stigninger, de er simpelthen for glatte. I mellem tiden var vores 4-mands gruppe blevet reduceret til 3 mand, og Johnni og jeg kæmper for at sætte ham Rivette manden, og det lykkedes også med omkring 40km til mål. Desværre har det kostet mig for mange kræfter, og jeg må se Johnni trække fra. Bittert er det at sidde der og bare kunne se til. Det samme skete da vi så 5-6 og 7. pladsen langsomt forsvinde, men sådan er sådan et løb. Har man ikke styrke nok på de rigtige tidspunkter kan man intet gøre. Prøver man at køre med, og måske køre over evne kan man være sikker på det bare er et spørgsmål om tid før man brænder sammen. Så derfor skal man finde sit eget tempo. Det kan være svært når man ligger alene, smurt ind i mudder, godt træt af smagen af energivand blandet med mudder, og det eneste man kan høre er den skurrende lyd fra hjul, kæde, klinger – ja stort set alt på cyklen. Kører alligevel de sidste 40km alene, argh helt alene var jeg ikke. Havde efter efter 3,5time som om der var små mænd der stod inde i mine ben og gav dem stød. Shit jeg havde fået krampe, og det ville ikke forsvinde. Havde ellers drukket fornuftigt, og endda taget ekstra salt tilskud, bare ikke nok. Flere gange må jeg simpelthen stoppe helt op, og strække benene ud. Det betyder at man mister meget tid til dem foran, og det kan godt irritere mig. Derfor prøver jeg at køre videre med det ene ben, men nej. Der var intet at gøre. 10km før mål, krampe, for sneglet mig videre til 5km til mål, og der bliver det slemt:-) Må strække igen, og lyden at hylende bremser fra indhentende ryttere gør ikke tingene meget bedre. Får til sidst løsnet op, også går det mod mål. Kan nu se dem der kommer bagfra, men nægter at blive hentet, så i bedste Rolf Sørensen stil dopet med vilje kører jeg i mål som nr. 9, desværre et godt stykke efter de 3 podiepladser. Lidt bittert. Mit mål var dog top 10, og havde ikke rigtig nogen forventninger til mig selv udover jeg ikke ville give op, også forsøge at få de taktiske ting til at fungere. Lykkedes ikke helt.
Må bare konstatere jeg ikke er skarp nok til de marathon løb endnu, og mangler måske stadig lidt styrke for virkelig at kunne sidde med når fronten rykker. Er kommet et godt stykke, men stadig langt endnu.
Casper Saltoft
1 kommentar »
RSS af kommentarer til dette indlæg.
“Så i bedste Rolf Sørensen stil dopet med vilje kører jeg i mål som nr. 9″
HAHA, Gude citat…
godt kørt..!!
Andreas
Kommentar af andreas — 28. august 2008 #