Cyprus Sunshine Cup 2010, og ugen derpå
Så er jeg tilbage. Har jeg godt nok været en uges tid, men har bare ikke kunnet tage mig sammen til at få skrevet om mine oplevelser fra træningslejr nr. 2 på Cypern. Måske var det kulden efter man er kommet hjem eller den køretur man fik når man stod til start på den internationale scene blandt nogle af verdens skarpeste mtb ryttere. En ting er sikker, jeg fik den erfaring og rutine jeg havde håbet på, så turen var ikke helt spildt:-)
Har været afsted i 14 dage, og har ikke tænkt mig at skrive om alle 14 dage her på bloggen, nej blot udvælge nogle af højdepunkterne hvis man kan sige det sådan. En ting jeg lige må understrege er at jeg har haft en super tur med mine team kammerater alle dage, og er helt sikker på det er en gentagelse til næste år.
Mange ryttere ikke bare os fra norden har været plaget af store mændger sne, frost og et forår der har tænkt at lade vente på sig. Man kan jo så forvente at når det endelig kommer ja så kommer det med fuld brag – lad os håbe. Nu er sneen så småt ved at være væk, og tilbage ligger der bare en masse vand som kommer til at gøre det onde ved alle sliddele på cyklen. Heldigt man ikke betaler for sådan noget mere. Det jeg ville frem til var at mange europæiske ryttere havde valgt at lægge deres træningslejr på Cypern, også samtidig deltage i det de kalder Sunshine Cup, og det navn forpligter hvis man spørger mig.
Vi var 4 fra Teamet der var draget afsted (Johnni, Mads, Benjamin + familie, og undertegnede) Mads skulle hjem efter en uge, men tage revanche med en uge på Gran canaria så han ville også få sine velfortjente streger på arme og ben. De 3 musketerer skulle være afsted i 2 uger, og deltage i 4 løb fordelt over hele turen. Selvom der skulle køres race så var hovedmålet med turen stadig at få kørt nogle km. i benene også måtte det briste eller bære når man stod på stregen. Det hele gik ikke helt som forventet.
Efter en go håndfuld træningsdage, og en mindre forskrækkelse da vi så ruten til det første race var vi ved at være klar. Men det var ikke kun de vilde nedkørsler, regnen, mudderet og de 10 grader der skulle gøre det svært for os at køre stærkt. Fredag skulle vi have en enkeltstart på en XC rute, lørdag et Point to Point race på 41km, og søndag et XC race på samme rute som enkelstarten.
Det hele startede helt forkert. En bil tur til enkeltstarten fredag endte med at kunne have været et afsnit fra det engelske bilprogram TopGear hvor de kører på “death road” ude i junglen. Turen skulle have taget en enkelt time i bil, men endte med 3. Vi passerede bjergpas ingen kendte. Grussveje på 16km som langt fra var kørefærdige. Der stod ihvertfald “Road Closed” på det store røde skilt ved den anden ende af vejen. En punktering på bilens baghjul, men et pitstop der ville have gjort ferrari´s F1 hold stolt, også tror jeg vi er ved at være der. Får aller nådigst lov til at starte som sidste mand, og resultatet var ikke meget bedre for både Johnni og jeg. Benjamin klarer sig lidt bedre, men der var langt op til det niveau vi selv havde drømt om. Det kunne kun blive bedre næste dag.
Afsted igen, og denne gang den direkte vej – sådan. Super opvarmning, og mine ben føltes rigtig godt. Anede ikke hvad der ventede os, men frygtede det værste. Havde haft nogle grimme styrt under træningen og min højre albue havde taget lidt slag. Med det i baghovedet kunne jeg ikke helt slippe bremsen ned af bakke og taber mange pladser der. Kører til gengæld overraskende stærkt op, og det var der meget af, så henter godt ind på folk. Sidste 10km forsøger jeg at holde kæden stram, men føler der er ved at være udsolgt. Pludselig ser jeg Benjamin længere fremme, og det giver fornyet energi. Jeg når akkurat ikke at hente ham, (okay jeg lod ham komme ind foran mig i mål) og følte jeg havde kørt et fornuftigt løb. Johnni var uheldig med en punktering bare lige for at holde statistikken ved lige, og mister derfor meget tid. Benji havde måske lidt en off day, men min 45. plads blandt de 80-90 startende var godkendt syntes jeg selv. Èn ting der er sikkert er. Er man blandt de bedste herhjemme kan man godt forberede sig på køretur, og en start placering midt i feltet dernede. Lidt ligesom at starte i box 2-3 i en Slush. Ikke noget man er vant til:-) Grunden til jeg ikke fremhæver Mads er at vi er trætte af han hele tiden kommer ind som første mand. Det bliver kedeligt i længden. Giv ham nu noget modstand. Manden er 50…hehe
Sidste dag i regnen var et XC løb og endnu engang et løb i regn, mudder og 10grader. Så meget for Sunshine Cup. Benene kommer ikke rigtigt i gear man formår dog at placere mig som 4. bedste dansker, og endnu engang midt i feltet. Det var hårde og svære forhold, men det værste var nu kulden. Det var afsindig koldt, og lige før man hellere ville have frost og sne. Johnni kører et godt løb uden defekter, Mads vinder, og Benji sad på hotel og fejrede sin datters fødselsdag. Lucky bastard.
Første 3 løb afsluttet, og der var noget at tænke over. Der blev virkelig gået til stålet, og det var fedt. I forhold til derhjemme hvor man skal lave en seriøs kørefejl for at blive overhalet af mere end 3 ryttere så skal man dernede virkelig være skarp. Et splitsekund uopmærksomhed så er man nærmest sidst. Samtidig er det fedt at måle sig med nogle andre på ens eget niveau, få nogle hård på brystet i form af nye og svære ruter, og ikke mindst få køretur af verdenstoppen, og der var mange:-)
Træning opsummerer vist meget godt den næste uge. Årh ja, også lige….. min første knækkede ramme, og det var ikke engang fordi jeg havde været for meget til højre i buffeten (det var der kagen stod) Et styrt efter en meget teknisk svær nedkørsel vi havde fundet og et styr der satte sig på tværs. Knæk, også blev der kørt chicken runs kan jeg love for. Værre var min albue igen var hævet til en størrelse der ville gøre Skipper Skræk misundelig. Det krævede nogle piller, en masse is, og en dag hvor jeg måtte researche på ruten til næste løb – gående. Av av av. De andre var meget flinke at hjælpe, også selvfølgelig gøre nar:-)
Mads var taget hjem, det gav Johnni og jeg plads på værelset. Kunne næsten have min sårede cykel inde for rækkevidde, og den var i knæ. Det gav mig nogle grimme forestillinger om hvordan jeg skulle klare sidste XC løb på en krævende og for en gangs skyld støvet rute. Nogle færre HM denne gang, 200 kontra første race 300, men de skulle alle køres på stejlt teknisk singletrack, og det var hårdt. Super fede korte stejle nedkørsler, men langt fra sjove med en knækket ramme. Vi havde trænet meget på ruten og det gav bonus. Jeg kører noget forsigtigt, og placerer mig igen midt i feltet som nr. 43 fulgt til dørs af Johnni som 44. Flot løb af ham. Benji kom flyvende igang, men faldte langt tilbage i løbet. Ruten passede dog ham rigtig godt og klarer en meget flot 24. plads. Nok tæt på det mest optimale man kunne få denne dag. En lille forklaring skal der lige til for at retfærdiggøre min egen, og Johnnis placeringer. Man kører efter noget der hedder 80% reglen, og den bliver tolket på forskellige måder. Hernede blev man pillet ud når man var mere end 20% efter den førende rytters omgangstider, og det er egentlig også den rigtig måde. Men man får ikke lov til at krydse målstregen så resultatet figurer som om man er blevet lappet med 2 omg, men i virkeligheden har man været i fare for at blive hentet med en enkelt. No big deal.
En opsummering af turen kan hurtigt klares. DET VAR FEDT. Vejret i de 3 første løb var dårligt, men resten foregik i sol, varme og støv. Der kom streger på arme og ben. Der blev savlet over proffernes udstyr på hotellet, og diskuteret mange forskellige ideer som Team ejer Frank nok skal høre mere om. Der er ikke noget at sige til at mange pro ryttere deltager i denne cup. Med en samlet præmiesum på 10.000 Euro er der noget at køre om. Når jeg om 5 år vinder, så giver jeg sku en uge for free dernede gutter. Tak for turen.
NB: Hvis man vil se et lille vidoeklip fra sidste XC race så tjek hjemmeside, scroll ned og tryk play på Live streaming. Spol frem til 13.30min og skru op for lyden:-) Go fornøjelse. http://sunshine.mtbcyprus.com/
No Comments yet »
RSS af kommentarer til dette indlæg.